
Faciliteter
Indhold:
- Affaldssortering
- Brug af parken
- Cykler
- Husorden
- Internet/TV
- Kælder
- Nøglebrikker
- Parkering
- Trappeopgange
- Vaskeri
- Tørrerum
Affaldssortering
Aviser, papir, ugeblade og reklamer
Lægges i en af de fire affaldsstationer.
Batterier
Lægges i plastboks i blokkens skralderum eller afleveres på Genbrugsstationen, Ørnegårdsvej 15, 2820 Gentofte.
Madaffald/bioaffald
Skal lægges i grønne bioposer. Man kan afhente ruller af disse i blokkens skralderum. Hver lejlighed er tildelt en lille grøn spand til formålet. Fulde bioposer skal lukkes med knude og afleveres i affaldsspanden til madaffald i blokkens skralderum.
Bygningsaffald og miljøfarligt affald
Håndværkere og beboere skal selv aflevere på Genbrugsstationen, Ørnegårdsvej 15, 2820 Gentofte. Flydende affald, vask af pensler og lignende må ikke hældes i vejbrønde, da disse er koblet til under græsplænerne.
Flasker og glas
Lægges i en af de fire affaldsstationer.
Haveaffald, blomster og lignende
Afleveres i containere til ”Haveaffald”, der står ved Blidahpark nr. 31.
Jern og metal
Lægges i en af de fire affaldsstationer.
Juletræer
Alle beboere henstilles til at komme af med eventuelle juletræer via altanen i stedet for via opgangen, så træet ikke drysser i opgangen. Varmemestrene sørger for at samle træerne sammen til affald.
Pap
Lægges sammenfoldet og sammenpresset i containere til pap, der står ved Blidahpark nr. 31.
Plast og drikkekartoner
Lægges i en af de fire affaldsstationer.
Større plastgenstande, bøger og andet blandet affald
Lægges i containeren til ”Blandet affald”, der står ved Blidahpark nr. 31.
Containeren er forsynet med hængelås, som kan åbnes med nøglebrikken til opgangsdøren. Der må ikke anbringes genstande, der er så store, at de blokerer containeren. Containerens indhold bliver sorteret manuelt, og ved misbrug bliver foreningen idømt bøder. Beboerne anmodes derfor om at være meget omhyggelige.
Tekstil og tøj
Lægges i containere til ”Tekstil”, der står ved Blidahpark nr. 31.
Porcelæn, urtepotter, keramik og spejle
Lægges i containeren til ”Blandet affald”, der står ved Blidahpark nr. 31.
Restaffald
Restaffald skal lægges i lukkede plastposer og disse afleveres i opgangens affaldsskakt eller i blokkens skralderum.
Springmadrasser, hårde hvidevarer og andet stort affald
Skal afleveres på Genbrugsstationen, Ørnegårdsvej 15, 2820 Gentofte, eller stilles ud til storskrald.
Storskrald
Afhentes sidste mandag i måneden. Affald henstilles tidligst søndag aften ved fortovskanten på Maglemosevej eller på Phistersvej ved udkørslen fra Blidahpark ved overgangen til højre. Mindre ting skal være bundtet eller emballeret i klare plastsække.
Brug af parken
Det er ikke tilladt beboerne at foretage ændringer i parkanlæggets udseende ved:
- Beplantning
- Beskæring
- Fjernelse eller placering af vækster
- Eller på eget initiativ etablere permanent opstilling af havemøbler, parasoller, fuglehuse, krukker med planter med videre.
- Der er opsat borde/bænkesæt rundt om i parken, som kan benyttes af alle beboere. Det er tilladt at flytte rundt på disse efter behov, ligesom flere sæt kan samles ved større selskaber (spred venligst sættene igen efter brug).
- Større selskaber skal være afsluttet senest kl. 22.00.
- Det er ikke tilladt at grille eller bruge åben ild i parken.
- Afspilning af musik i parken er ikke tilladt.
- Opsætning af telte eller pavilloner med sider er ikke tilladt. Lette pavilloner uden sider (regnbeskyttelse) kan opstilles over borde/bænkesæt, men skal være fjernet senest kl. 22.00 samme dag.
Cykler
- Cykler parkeres i cykelstativerne eller i cykelkældrene og må ikke efterlades på ejendommens terræn, i kældergange eller andre steder.
- Cykelstativerne må alene anvendes til parkering af cykler. Ladcykler med videre skal placeres på de dertil indrettede parkeringspladser.
Husorden
Generelt
Rygning er ikke tilladt på trapper, i kældergange, i vaskeriet og på andre indendørs arealer, hvor der er adgang for alle beboere. Det er ikke tilladt at efterlade cigaretskod på fællesarealerne og cigaretskod må ikke bortskaffes i vejbrønde, da disse er tilsluttet faskiner under græsplænerne.
Støj
Blidahpark er ikke bygget efter moderne standarder for støjisolering, hvorfor der generelt er meget “lydt” i bebyggelsen.
- Beboerne opfordres til at udvise hensyn og at færdes så vidt muligt støjfrit i opgangene.
- Benyttelse af radio, fjernsyn, stereoanlæg eller musikinstrumenter skal ske med fornøden hensyntagen til ejendommens beboere og må ikke være til gene for disse.
- Fester og anden selskabelighed bør varsles senest 3 dage i forvejen over for de omkringboende.
- El-boremaskiner og andet støjende værktøj må kun benyttes mellem kl. 8.00 og 19.00; lørdag og søndag dog kun mellem kl. 10.00 og 16.00.
- Brug af vaskemaskine og/eller tørretumbler installeret i en lejlighed må ikke finde sted i tidsrummet 22.00 – 07.00 grundet støj fra vibrationer.
Internet / TV
Fibernet
Fejlmelding og spørgsmål vedr. fibernettet sker direkte til Fibia på telefon: 7029 2444 eller via deres hjemmeside: www.fibia.dk
Kælder
- Kælderrum er fællesareal, og ejeren skal give varmemesteren adgang til at udføre arbejde på installationer og rørføring i kælderrummet.
- Kælderrum må alene benyttes af beboere i E/F Blidah. Det er ikke tilladt at låne eller udleje det kælderrum, som lejligheden har brugsret til, til personer, som ikke bor i E/F Blidah.
- Det påhviler beboeren at renholde det kælderrum, som lejligheden har brugsret til.
- Brændbar væske, let antændeligt materiale, gasflasker og effekter, der kan tiltrække skadedyr, må ikke opbevares i kælderrummet.
- El-kontakter og lignende må ikke installeres uden tilladelse fra bestyrelsen.
- Opbevaring i kælderrum sker på beboerens ansvar og risiko.
Nøglebrikker
I Blidahpark anvendes nøglebrikker til opgangs -og kælderdøre. For at holde nøglesystemet intakt skal:
- Alle beboere omgående give besked til ejendomskontoret om bortkomne/beskadigede nøglebrikker.
- Alle nye beboere senest 14 dage efter indflytning kontakte ejendomskontoret for kontrol af de udleverede nøglebrikker, således at manglende brikker kan blive slettet af systemet.
- Hvis ovennævnte ikke overholdes, vil nøglebrikker, der er registreret på boligen, blive slettet, og nye nøglebrikker à kr. 125,00 vil blive afleveret i postkassen. Ekstra nøglebrikker kan bestilles hos varmemesteren (kr. 125,00 pr. stk.).
- Alle nøglebrikker opdateres for 1 år ad gangen på læseren, som sidder ved nedgangen til varmemesterkontoret ved opgang 32. De nøglebrikker der ikke opdateres, lukkes i systemet og bliver ugyldige. Dette er med til at styrke sikkerheden i vores ejerforening.
Parkering
Parkering kan ofte være udfordrende i Blidahpark og i det øvrige nærområde – du kan derfor evt. forhøre dig om muligheden for at leje en p-plads eller en garage gennem Blidah Garagerne A/S. Kontakt dem på mail@blidahgaragerne.dk
Ifm. ind- og fraflytning, kan der spærres plads på vejen til flyttevogn – aftal med varmemesterkontoret
Garager, Blidahgaragerne A/S
Oprindeligt var der 100 garager tilknyttet Blidahpark. Disse blev frasolgt for mange år siden og er i dag samlet i A/S Blidahgaragerne. Man erhverver brugsret til en garage ved at anskaffe en aktie i A/S Blidahgaragerne.
Handicapparkering
- Bestyrelsen har vedtaget et maksimum på tre opstregede handicapparkeringspladser i E/F Blidah.
- Se vejledning for ansøgning om en handicapparkeringsplads.
Trappeopgange
- Det er ikke tilladt at placere fodtøj, cykler, legetøj, potteplanter i trappeopgangen.
- Det er ikke tilladt at udsmykke vægge eller andre dele af trappeopgangen.
- Alle hoveddøre skal være forsynet med navneskilt i messing. Udarbejdelse af navneskilt varetages af varmemesteren, som sørger for udskiftning af navneskilt ved opgangens indgangsdør og på lejlighedens hoveddør (hoveddørens skilt afregnes via administrationsudgiften med beboeren). Ændringer i beboernes navne (ejere og lejere) skal anmeldes til varmemesteren.
- En rollator, der anvendes dagligt, må – hvis varmemesteren er orienteret – placeres under postkasserne inden for indgangsdøren til opgangen, hvis den er slået sammen og ikke spærrer for fri passage af indgangsdøren og kældertrappen (brandvæsnets krav). Rollatorer der ikke anvendes dagligt, skal som hovedregel placeres i beboerens eget kælderrum.
- Barnevogne og klapvogne må ikke placeres i trappeopgangen, men henvises til cykelkælderen eller til beboerens eget kælderrum.
Vaskeri
Vaskeri – Blidahpark 19 i gavl
- Vaskeriet må kun benyttes af beboere i E/F Blidah.
- Vaskeriet må kun benyttes mellem kl. 7.00 og kl. 21.30; påbegyndt vask skal være afsluttet inden kl. 21.30.
- Brug af vaskemaskiner med videre sker på brugerens ansvar, og eventuel skade på tøj i forbindelse med brug af vaskeriet er ikke omfattet af ejendommens forsikring.
- Se i øvrigt vejledninger i vaskeriet.
Tørrerum
Der forefindes et tørrerum i kælderen under hver blok.
Brug af tørrerum sker på eget ansvar.
Tørrerum må kun bruges til tørring af tøj og rengøres af brugerne.
Tøj skal fjernes, så snart det er tørt, dvs. normalt efter maksimum halvandet til to døgn.